Atter tilbage på Daneborg efter 3 måneders slæderejse i Nationalparken!

Den 29 maj vendte SH-7 tilbage til Daneborg efter at have tilbagelagt godt 2600 km i verdens største nationalpark. Den 4 marts blev vi smidt af med Twin Otter på Hall Land, over 2 gange blev slæde, hunde og mandskab fløjet ud til den vestligste del af Nationalparken. Her stod vi så, min makker jeg med 15 skrigehalse som bare var klar til slæderejse og vinkede farvel til piloterne og Twin Otteren. En meget speciel oplevelse, og vi snakkede om at nu går der sku lige halvanden måned før vi igen ser andre mennesker. Men hva faen, det det galdt om nu var at komme mod vest, så vi kunne komme ud og se over til Canada. Den dag var vi heldige med vejret, det frøs lige omkring de 40 og himlen var skyfri så udsigten til canadas kyst var fantastisk.
Målet med at vi skulle ud til vestkysten af Hall Land var faktisk at vi skulle finde Halls Grav, en gammel søfare der blev forgiftet af hans egen besætning. Efter en lang fodpatrulje fandt vi til sidst graven og tog pos´en på den, så slædehold i fremtiden bare kan bruge gps´en når de skal finde den.
Efter et smut på vestkysten af Hall Land satte vi kursen østover, og forlod Hall Land. Vi har fået fortalt at de første godt 3 uger af turen ville være de absolut koldeste, og det må man sige de var. De første 3 uger blev det ikke til så meget foto/videomik. For det første var det pisse koldt for fingrene og for det andet virkede kameragrejet bare ikke, så til sidst gad man bare ikke til at finde det frem. Lidt ærgeligt, men vi vidste jo at det ville blive bedre om nogle uger.
En anden ting kulden tog hårdt på var hundene. De blev simpelthen så stivbenede og trak langt fra på fuld kræft de første 3 uger. Pauserne skulle være korte så de ikke nåede at få stive ben, og meget af tiden skulle vi bare løbe foran slæden for at drive dem fremad, de ville bare ikke fremad. Men som ugerne gik og temperaturen steg langsomt, begyndte hundene mere og mere at blive sig selv igen. Omkring Strømstedet depot målte vi -18 så det var gode tegn.
Den 2 april forlod vi Brainard Sund depot og kørte mod Nordpasset og Hyde Fjord. Inden vi ramte Nordpasset havde vi lige Adolf Jensen Fjord der skulle bundes, og nu er vi meget glade for at have bundet den! Vi slog TP i bunden af fjorden, og næste morgen da vi havde kørt 5-10 min sagde jeg til Jesper, "det sku da ulve spor der er der, det kan ikke være vores hunde for vi slap dem jo ikke igår". Vi stoppede og kiggede på sporene og konkluderede at det var ulvespor og at de ikke kunne være ret gamle. Vi kørte videre og 5 min efter krydsede en polarulv vores spor, godt 150-200 m bag os. Der blev råbt "hoooooooole hundene" i vildskab, vi fik stoppet slæden fumlet den store 500 mm linse frem og så blev der ellers klikket løs. Ulven valgte lige at gøre sig til og hoppede op på en isskodse så man rigtigt kunne få nogle fine billeder. Efter at have fået en masse fede billeder og video kørte vi videre. Da vi havde kørt 5 min løb Han igen i sporet og vi smed lidt chokolade til ham. Nogle gange da vi kørte kom Han helt ind på 50 m fra slæden, så man må sige det var en nysgærrig ulv. Da vi nåede hen på eftermiddagen løb han stadig i sporet, men forduftede da vi slog TP. Den dag med ulv var klart en af fedeste, da det ikke sker særlig tit at et slædehold har sådan en i sporet en hel dag.

Dagene gik og vejret og føret var fantastisk. Dog begyndte et andet trist problem at indfinde sig. Vores førehund Tarok ville simpelthen ikke køre foran mere. I starten tænkte vi, " det er sku nok de sår han har på poterne" så vi tog 2 hviledage i streg og prøvede så igen. Men han ville stadig ingenting, vi ringede til dyrlægen og snakkede med hende og fik at vide at det var en psykisk overbelastning og han skulle have vile indtil Station Nord, hvor vi ville være om 14 dage. Han blev rykket 2 pladser tilbage i nomén, og vi prøvede alle andre hunde i spandet af som førehunde dog uden der rigtigt var en hvor vi tænkte, der er sku potentiale i ham/hende. Så der blev kørt store cirkler, og der stod vi uden førehund eller en hund der i det mindste bare ville køre fremad. Det resulterede jo så i at Jesper og Troels måtte trække i selen og lege førehund. Det legede vi ind til Station Nord hvor hundene og fupperne fik 4 velfortjente hviledage. Efter 4 dage på Nord, med bad, mad, en seng og nye mennesker at snakke med drønede vi videre sydover ned gennem Danmarksfjorden.
Vi satte igen Tarok i front og det var heller ikk nogen udpræget succes denne gang. Som dagene gik blev vi enige om at han ikke skulle køre foran mere, og at vi ikke ville bruge flere ressourser på at få ham rask igen. Han har kørt godt 7 sæsoner som førehund i Sh-7, så der er ikke så meget at sige til at han er ved at være udkørt. Selvom man ingen førehund har fortsætter slæderejsen jo alligevel, så vi måtte bare foran slæden og sydover så vi kunne ramme ind i nogle af de andre slædehold.
På Lagervallen depot samledes alle 3 nord hold, så det var rigtigt hyggeligt at få fortalt nogle røverhistorier. Efter en hviledag på lagervallen depot skulle vi lige ud og runde Pariser Øerne inden vi igen stødte ind i sh-2 og 4 på Hammeren depot. Ude ved Pariser Øerne havde vi bamsebesøg ved TP´et. Omkring kl 05:00 bjæffede hundene, og da jeg var udendørsmand var det mig der skulle have styr på dem. Jeg kiggede ud, og 24 skridt fra teltet stod en fin lille bamse, Jeg råbte der var bamse til Jesper og vi strøg ud af teltet og fik skræmt den væk. Da den var væk målte jeg afstanden til dens spor og der var 24 skridt, lidt for tæt på after min mening. Hundene kunne godt lige have bjæffet lidt før syntes vi.
Da vi nåede Hammeren depot var 2´erne og 4´erne der allerede, så der blev igen fortalt røvere, og 4´érne havde lagt øl og hvidvin ud på depotudlægningen, så det var lækkert med en bajer! Samme aften på QSO, fik vi at vide at i Grønnedal var de begyndt at blive bekymret over tøbruddet, og vi skulle køre direkte mod Daneborg for at at komme over den sidste landoverkørsel inden 1 juni. Vi kørte sydover i en convoy, og hver aften fik vi at vide at nu skulle vi se at få fart på fordi tøbruddet var altså langt fremme i år. Da vi nåde Amélie depot erfarede vi også dette da vandet så småt var begyndt at løbe på klippesiderne og der var mere eller mindre snebart ved depotet. En uges tid efter var vi ved opkørslen til Slettedal, her kunne vi høre elvlejet var gået så det ville blive en våd overkørsel. Vi kørte på siderne af elvlejet og kunne hele vejen igennem se hvor fint vandet løb i elvlejet. Vi kom op i Store Sødal med våde føder, og i den vestlige ende af søen var der stadig godt føre. Da vi nåede Zackenberg elven blev det noget sjappet og jeg og slæden måtte lige en tur i til lårene, men jeg var jo våd i forvejen og der var ikke langt til Zackenberg så vi fortsatte. Vi nåede Zackenberg depot hvor vi om aftenen skulle have grillfest. Forskerne fra Zero kom ned til fangstationen og åd og drak til den lyse morgen. Efter 2 dage på Zackenberg kørte vi de sidste 22 km mod Daneborg, og en lang og fantastisk slæderejse var slut. Den har budt på alt hvad jeg forventede, dog har det ikke været det sjoveste at se vores gamle førehund blive slidt og gammel, men det er jo vilkårene heroppe.

Nu ser jeg frem mod et Islands besøg og sommeren, også går der jo heller ikke længe før der står et nyt hold forventningsfulde fupper som man selv gjorde det for et år siden.

Billeder må i lige vente lidt med, da internettet heroppe ikke er noget at skrive hjem om. Men de skal nok ud!

God sommer!

Troels